Kreativitet på skemaet: Sådan planlægger du tid til at være kreativ i en travl hverdag
Disclaimer: som Amazon Associate tjener jeg på kvalificerende køb, uden ekstra omkostninger for dig, skulle du ønske at købe via mine links.
Har du dårlig samvittighed over at ville være kreativ i hverdagen?
Du er ikke den eneste.
At finde tid til kreativitet i en travl hverdag, kan være dén faktor, der gør at det føles dejligt at leve – til trods for pres udefra, og pligter, der konstant kalder.
Vores liv i dag er baseret så meget på, at vi skal præstere for at få lov til at tage et hvil, og bare være til. Det kan gøre det svært at geare ned, uden at få dårlig samvittighed over vores egen eksistens.
Det er i hvert fald sådanne ting, jeg selv har fundet installeret i mit nervesystem, og er ved at have arbejdet mig ud af. For hvem er det egentlig, jeg baserer det på? Hvor kommer den historie fra?
Instinkter
Instinktivt arbejder vi alle ud fra overlevelse, hvilket gør at størstedelen af vores system kører på autopilot. Vi tænker ikke over, hvordan vi trækker vejret, slår vores hjerte eller bevæger arme og ben, mens vi går. Vi sørger automatisk for at vi overlever, og det er et helt studie for sig selv.
Vi gør bare – og så kan vi bruge de bevidste tanker på noget andet imens.
Mange af de “voksne” ting vi gør i dag på automatik, er noget vi har lært. Af vores forældre, værger, vores kultur og samfund, medierne, og alt hvad vi er vokset op i nærheden af.
Vi lærer, gennem vores opvækst, hvordan vi bedst overlever. Hvilket er forskelligt fra miljø til miljø. Og hvis vi har fået skældud for at være doven, eller har fået at vide at “man skal yde før man kan nyde” – så har der været en underforståethed af, at man skal fortjene sin eksistens.
At det ikke er godt nok, bare at være blevet født.
Nogle af det mønstre jeg selv har samlet op
Jeg er selv vokset op med at jeg skulle spise op, mens jeg “tænkte på de sultne børn i Afrika” – hvilket har gjort at jeg har lært at spise op, og ignorere min krop, der ganske fint ellers kan fortælle mig om jeg er blevet mæt eller ej. Og det betyder at jeg blandt andet har lært at ignorere min krops signaler. Hello stress.
Jeg er vokset op med at få at vide at det ville være bedst, hvis jeg blev doktor eller advokat, fordi der kan man tjene mange penge. Jeg er ikke et sekund interesseret i nogle af delene – så skulle det være mindset-arbejdet bag, men det kan jeg gøre på så mange andre, og, for mig, bedre måder. Her har jeg lært, at de ting jeg ønsker at bruge min tid på, er ligegyldige. Hello rejection of self.
Jeg er vokset op med, at jeg skal tilsidesætte mine egne behov og ønsker, for at sørge for at andre har det godt, og undgå konflikter. Det har gjort, at jeg konstant har haft mine antenner ude, når jeg har været blandt mennesker, og har haft ekstra meget behov for nedetid, for at lade op til næste omgang social dræning. Hello people pleaser.
Hvad jeg i virkeligheden gerne ville
Som en grundlæggende ekspressiv og kreativ person, med et konstant ønske om at udforske og skabe, har ovenstående læring gjort, at jeg har nedprioriteret min kreativitet og mit udtryk.
Og sørget for at andres behov kom før mine. At forpligtelser kom før kreativitet. At jeg faktisk ingen magt havde til at leve det liv, jeg gerne ville.
Jeg ville gerne kreere mere i min hverdag. Jeg ville gerne lære flere kreative færdigheder. Jeg ville gerne bruge mere tid på at udforske min kreativitet – og ikke have så travlt med at passe ind i de kasser jeg var blevet påduttet.
Jeg ville gerne “larme” med min kreativitet, og udtrykke mig selv fuldt ud. Og udforske mit fulde udtryk som menneske på denne jord!
Hvad sker der, når jeg ikke udtrykker min kreativitet?
Det er kun én faktor ud af mange, der gjorde at jeg faldt hen i depression. Og det er heldigvis mange år siden.
Men så voldsom en tilsidesættelse af sig selv, kan kun munde ud i en ringe livskvalitet.
Når du har lært at være på en bestemt måde, tænke bestemte tanker, klæde dig på en bestemt måde – som får dig til at passe ind i nogle kasser, som du i virkeligheden ikke synes om – så er det omsorgssvigt. Og det har formentlig aldrig været intentionen, fordi det er baseret på overlevelse.
Men det betyder stadigvæk, at du har lært at ignorere dig selv, dine behov og dine ønsker.
Og hvad munder det ud i?
Stress, overvældelse, overstimulering, depression, utilstrækkelighedsfølelser, magtesløshed, håbløshed.
Derfor er det SÅ vigtigt, at du lærer at prioritere dig selv og din kreativitet. Hvordan det end måtte se ud.
Prioriter din kreativitet
Kan du mærke indeni, at du godt gad at have mere tid til at være kreativ? Til leg? Til skabelse. Men føler at din tid bliver brugt på arbejde, hus, familie, sociale aktiviteter, forpligtelser, mm, og at der ingen tid er tilbage for dig, udover at flade ud på sofaen eller på sengen af ren og skær udmattelse?
Og det eneste, der er energi til, er at doom-scrolle, og få en endnu stærkere følelse af at være utilstrækkelig?
Så er det tid til et skud livsglæde, livsenergi og selvkærlighed!
Og det er lige præcis dét, kreativiteten er!
Kan du mærke, at du gerne vil bruge lidt mere tid på det, der gør dig glad?
Så er dit første trin at BESLUTTE dig for, at du vil have mere kreativitet i dit liv.
Første trin: Beslutning
Rigtig meget magi sker, når vi tager en endegyldig beslutning.
Men en endegyldig beslutning bliver som regel ikke truffet, bare ved at “tage den”.
En endegyldig beslutning kan kun blive truffet, når hele kroppen, sindet og sjælen er fuldstændigt enige om, at det er DEN beslutning, der bliver taget.
Destruktive beslutninger
Destruktive beslutninger, er de beslutninger der bliver truffet halvhjertet, med et ønske om forandring, men en mistillid til at det nogensinde kommer til at ske.
De opdrager dig nemlig til at have mistillid til dig selv. Det klassiske eksempel er nytårsforsæt.
Når du sætter et mål, og træffer en beslutning om at ville opnå det – for så derefter at give op, træner du dig selv til at ikke stole på din egen beslutningskraft. Det gør det enormt svært at sætte mål i det hele taget.
Og fordi det er så normal en ting i vores samfund – så har vi også en kulturel mistillid til vores beslutningskraft, og vil gerne se beviser før vi tror på det. Og dét er op ad bakke, når vi beslutter os for noget vi gerne vil opnå, som ikke kan ses med det samme.
Konstruktive beslutninger
For at træffe en endegyldig beslutning, der oprigtigt kan ændre dit liv, kræver det en værktøjskasse, du kan finde frem, når tvivlen, vanerne, kritikken, med mere, sætter ind.
-
Første ting du vil have på plads er, hvorfor vil du være mere kreativ? (nu tager vi kreativiteten her, da det er det blog indlægget handler om, men øvelsen kan også bruges i andre sammenhænge).
-
Og her vil jeg gerne have at du spørger dig selv i 7 led. Stil “hvorfor” spørgsmålet til de svar du selv kommer med – her kommer jeg med hypotetiske svar/spørgsmål, når jeg spørger mig selv.
-
Hvorfor vil du gerne være mere kreativ? Fordi jeg gerne vil udtrykke mig selv.
-
Hvorfor er det vigtigt for dig at udtrykke dig selv? Fordi jeg gerne vil blive set som mig, og det JEG kan og vil.
-
Hvorfor har du et behov for at blive set? Fordi jeg gerne vil høre til et sted – at være i et fællesskab med andre, der også udtrykker sig.
-
Hvorfor vil du gerne høre til? Fordi jeg ikke har lyst til at være alene. Det er et menneskeligt behov at høre til.
-
Hvorfor vil du ikke være alene? Fordi det absolut ikke føles rart at føle ensomhed, og jeg under det til ingen. Og hvis jeg kan leve et udtryksfuldt liv, så kan andre også, og vi kan alle finde et sted at belong.
-
Hvorfor vil du ikke have, at andre skal føle sig alene? Fordi det føles mega træls at føle sig alene. Ensomhed sutter røv! Og når vi prøver at passe ind, for at undgå ensomhed, bliver vi bare mere ensomme, fordi vi ikke udtrykker os selv, som vi allerhelst vil. Men tager masker på. Og så er det bare omverdenen, der dikterer, hvordan vi skal leve. Og det er det mest nederen at leve et liv, der er dikteret af andre.
-
Hvorfor vil du ikke have at andre skal leve et liv dikteret af andre? Fordi jeg selv har gjort det i knap 40 år, og det er simpelthen for længe! Jeg vil ikke have andre skal vente så længe med at leve deres liv fuldt ud. Verden er 1000 gange sjovere, mere sikker, mere fredfyldt, når vi har det godt, hver især. Og det er det jeg kan gøre for at gøre verden et bedre sted.
-
Og det sidste svar vil være fra mig – mit hvorfor… Jeg vil gerne være mere kreativ, fordi jeg ved hvordan det er at leve et liv, hvor jeg ikke udtrykker mig selv fuldt ud, og det føles utrolig ensomt, og jeg under ingen det – og derfor vil jeg gerne dele min kreativitet, så både jeg kan blive set, og jeg kan hjælpe andre med at blive set – for det er slet ikke sjovt at leve ud fra andre menneskers forventninger.
Kan du se, at det er et NOGET dybere “hvorfor” – end bare “fordi jeg gerne vil være mere kreativ”.
Og det er en større motivator, jeg kan vende tilbage til, når jeg begynder at tvivle på, hvorfor jeg overhovedet skal finde tid til at være kreativ.
Det kan være at du får nogle helt andre svar, og det er helt okay. Der er ikke noget du kan gøre forkert i denne øvelse – det handler bare om at dykke dybere og dybere.
Det er en proces, jeg lærte af Dean Graziosi til et online event med Matthew McConaughey, der hed “The Art Of Livin’”. Og han forklarede det på den måde, at de første 3-4 svar man giver kommer fra hjernen, og de sidste 3-4 kommer fra hjertet. Og det er dét, vi skal have med.
Når du ved HVORFOR du gerne vil være mere kreativ, så er det nemmere at fortsætte med at få det til at ske.
Andet trin: Planlæg din tid effektivt
Næste skridt er at finde ud af, hvordan din tid ser ud nu her.
Hvordan har du tilrettelagt din dagligdag? Hvad er dine gøremål i løbet af en dag? Hvordan arbejder du? Hvordan planlægger du dine måltider, dine forpligtelser, dine sociale aftaler?
Hvor meget af din tid er planlagt, og hvor mange af dine opgaver er skemalagte? Hvordan er din fritid sat ind i din dag eller uge?
Kig på dit skema
-
Hvordan er din dag planlagt?
-
Sætter du en dagsorden for dagen om morgenen eller aftenen
-
Er din dag fyldt med forpligtelser og ingen sjov?
-
Glæder du dig til din dag?
-
Hvordan er din uge planlagt?
-
Har du en idé om hvordan din uge ser ud?
-
Er din uge fyldt ud med forpligtelser og ingen sjov?
-
Hvor meget af din uge er DIN til at gøre med, som DU har lyst?
-
Hvordan er din måned planlagt?
-
Planlægger du dine måneder?
-
Starter du med at fylde forpligtelser ind, frem for at plotte fritid ind?
-
Hvilke overvejelser gør du, når du planlægger over længere tid?
“Det lyder som meget arbejde, og det har jeg ikke tid til” (kan jeg næsten høre mig selv sige).
MEN – jeg har erfaret, at når jeg tager mig tiden til at strukturere min tid ud fra de ting, jeg rent faktisk ønsker er i mit liv – FOR EKSEMPEL at skrive et langt blogindlæg som dette), så er der en LANGT større chance for, at det kommer til at ske.
Derfor, ovenstående spørgsmål.
Planlæg din tid med det sjove først
Og herfra, vil jeg anbefale dig at begynde at plotte det sjove ind, lige så snart du har plottet de vigtigste og uflytbare aftaler ind.
Så når du kigger på den kommende uge eller måned – plot dine aftaler ind – fx arbejde, transporttid, møder, sociale arrangementer. Og så kig på den tid du har tilbage.
Og begynd at plotte alt det du gerne vil bruge tid på, som du glæder dig til ind. FØR du plotter rengøring, husarbejde og andre forpligtelser ind.
Den vigtigste reminder, jeg vil give dig med fra det her er, at det er DIT liv, og det er kun dig, der kan leve det.
Tredje trin: Skab en kreativ rutine
Hvis du ligesom mig, har haft svært ved at forholde dig til struktur – så er det her for dig.
Jeg har været afvisende over for al struktur, autoritet, organisering, time management, og alt det der ligner “adulting”, fordi jeg var så bange for at det ville tage min frihed væk.
Men lad mig sige med det samme – det er en traumereaktion, og det har den stik modsatte effekt.
Så uden at gå dybere ind i det for nu, så stol på mig, når jeg siger, at det hjælper gevaldigt på frihedsfølelsen, og følelserne som magt, håb, empowerment, selvstændighed, selvtillid, og måske endda selvværdet, når du strukturerer din tid, UD FRA DINE ØNSKEDE MÅL I LIVET.
Og ikke hvad andre mennesker eller samfundet pådutter dig.
Start småt
Når det kommer til at sætte mere kreativitet på skemaet, så start småt.
Start med 10 minutter om dagen. That’s it.
Planlæg 10 minutter, hvor du arbejder eller leger med et projekt, du ELSKER at arbejde eller lege med. Ligesom du bruger 10 minutter på at drikke din morgenkaffe, spise din morgenmad, børste dine tænder, eller hvad end du gør på daglig basis, som du ikke længere tænker over.
Det kan være, du elsker at tegne. Tegn i 10 minutter.
Det kan være du elsker at strikke. Strik i 10 minutter.
Det kan være du er i gang med at bygge en skulptur i metalrester. Skulpturer i 10 minutter.
Giv dig selv 2 uger, hvor du committer til at være kreativ i 10 minutter hver dag.
Det er en metode, jeg har lært af Gay Hendricks, som har skrevet adskillige bøger om selvudvikling, og om at have det godt og leve et dejligt liv. Blandt andet The Big Leap , som handler om at bryde igennem glasloftet, når du gerne vil udvikle dig og nå videre.
Når de 2 uger er gået, og du konsekvent har brugt 10 minutter hver dag på at være kreativ for dig selv – kan du skrue op til 15 minutter. Eller 20 minutter. Fordi du har lyst!
Giv det et par uger mere.
For over tid, vil du mærke den positive effekt, det har, når du giver dig selv tid til at nyde dit liv, med de ting du gerne vil bruge tid på.
Og over tid, vil det gå hen at blive en rutine – og på den måde vil det blive en del af dit liv, at du er sådan en, der er kreativ hver dag.
Udnyt små øjeblikke af ledig tid
Når du har lært, at du kan bruge 10 minutter, 15 minutter, 20 minutter til at være kreativ – og at disse minutter findes på forskellige tidspunkter på dagen, i ugen, og om måneden – vil du begynde at lægge mærke til hvor mange små øjeblikke du har.
Det handler ikke om at fylde tiden ud med flere forpligtelser. Det må ikke gå hen at blive en pligt at skulle være kreativ.
Hvis det gør det, så er det her du skal spørge dig selv igen, HVORFOR du er kreativ? Hvem gør du det for? Og hvad er du kreativ med?
Jeg har været fuldstændig fordybet i projekter, og følt stress og jag, fordi det ikke var for mig selv, jeg var kreativ. Men fordi jeg var “produktiv”, for at skabe noget, så jeg kunne få anerkendelse. Det er ikke det, jeg er ude efter. Så tilbage til mit HVORFOR, og prøve igen.
Kreativiteten er for dig – det er dit udtryk, der har brug for at komme ud. Det er dit indre, der har lyst til at lege med verden.
Så giv endelig plads til det, når det kommer frem. For det er mindst lige så vigtigt som at “være voksen og gøre voksenting”.
Sæt realistiske mål og forventninger
Der er ingen af de ovenstående øvelser, der er skrevet i sten. Og vi er alle forskellige, med forskellige behov og forskellige forpligtelser.
For eksempel har jeg ikke børn, og kan kun tale ud fra det tidsperspektiv som én uden børn kan. Jeg kan se, på min familie og mine venner, der har børn, at de har noget helt andet at arbejde med.
Så derfor kig på din egen tid – og vurdér, hvordan DU kan få mere kreativitet ind i dit liv. Der er ingen rigtig måde at gøre det på.
Det er kun dig, der kan mærke efter om du får det bedre eller værre ved at træffe de beslutninger du gør. Og så handle derefter.
Find evt en kreativ fællesskab eller støttegruppe
Som sagt tidligere, kan det være svært at skulle passe ind i fællesskaber, hvor man føler at man stikker ud. Det kan gøre ondt på krop og sjæl.
Men når det gælder kreativitet, er der mange fællesskaber man kan finde, og tage del i, for at give plads i livet til at udtrykke sig endnu mere.
Hvis du føler dig meget alene derhjemme med dine interesser, kan det være at det er tid til at finde nogle mennesker, der kan bakke dig op om det du faktisk gerne vil have mere af i dit liv.
Facebook og instagram og pinterest og youtube kan også være din bedste ven, når du har brug for kreative inputs og fællesskaber.
Brugt på den rigtige måde, kan du få kontakt til mennesker, der er ligesom dig, og har brug for dig. Vi bliver enormt påvirkede at de mennesker vi omgås, og derfor er det vigtigt at omgås andre kreative mennesker, når vi selv gerne vil være kreative.
For vi forstår hinanden. Vi forstår hvorfor det er vigtigt at bruge tid på at lege. At udforske. At stirre ud i intetheden for at modtage inspiration. Eller dykke ned i et bestemt emne for at skabe den helt rigtige form til en skulptur.
Du er gennemsnittet af de 5 mennesker du bruger allermest tid sammen med
Med den sætning sagt – hvor mange i din omkreds er kreative, og hvor meget tid bruger du sammen med dem?
Fjerde trin: Lær at sige nej og sætte grænser
Hvis du som mig, er opdraget som people pleaser, er den største kreativitets-dræber, at have følelsen af, at min tid ikke er min egen. Og at jeg skal stå til rådighed for Gud og hver mand, til enhver tid. Og at jeg så lige så godt kan lade være med at gøre noget for mig selv, for bare at blive skuffet over, at min tid bliver taget fra mig igen lige om lidt.
Det duer ikke.
Jeg ved at det er lettere sagt end gjort – men det er en GAME CHANGER at sige fra over for forpligtelser, sociale arrangementer og tjenester, for at bruge tiden på en selv.
Her er din kalender, og din planlægning et effektivt værktøj. Fordi du har planlagt ting FOR DIG, kan du nemmere sige til folk, at du ikke kan hjælpe dem med at flytte, komme med til tante Tuts fødselsdag, rydde op i garagen, mm. Fordi din tid ER reserveret til noget andet.
Og det du vælger for dig selv, er mindst lige så validt som hvad andre prøver at pådutte dig. Mere, i virkeligheden – for det er dit liv.
Opsummering
Det korte af det lange er – at du skal finde ud af, HVORFOR du gerne vil have mere kreativitet i din hverdag – og hvorfor din hverdag er så travl.
Når du ved hvorfor, kan du begynde at kigge på din tid – dit liv – din hverdag, og ændre strukturen stille og roligt ved at tilføje 10 minutters kreativitet hver dag.
Og så udvide derfra.
Størstedelen af “arbejdet” ligger i at lave et sikkerhedsnet, så du kan vende tilbage til din kreativitet, når vanerne begynder at tage over igen, og du får lyst til at gå tilbage til det, du plejer.
Og det er mindset arbejde.
Jeg håber du fik noget ud af at læse mit lange blog indlæg, og har lyst til at tilføje mere glæde og kreativitet i dit liv nu.
Download det første Feel Good Rebel “Opskrifts Ark”
For nemheds skyld, har jeg lavet et a4 ark med øvelserne på, som et slags opskrift ark, som du kan downloade, og gemme i din opskriftsmappe. Så kan du altid finde hurtigt frem til fremgangsmåderne, der gør det nemmere at holde dig på vejen til større livsglæde.
Du kan hente det her, ved at skrive dig op til mit nyhedsbrev – du kan altid afmelde dig igen, hvis ikke du ønsker at høre fra mig via mail.
Jeg ønsker dig alt det bedste, på din rejse mod et mere kreativt liv.
Del endelig dine tanker i kommentarfeltet herunder.